ESG behøver ikke at være svært

May 12, 2023
Bæredygtigt Landbrug slog på Farmbrellas netværksmøde 11. maj fast, at virksomheder vil blive målt på deres ESG-rapport i fremtiden. Derfor skal den være nem at lave.

Der var en spænding i luften blandt de fremmødte til Farmbrellas netværksdag den 11 maj, hvor projektchef hos Bæredygtigt Landbrug, Kim Koch, skulle fortælle om ESG. En forkortelse som man inden for landbruget efterhånden er godt bekendt med, selvom det stadig er lidt en ukurant størrelse. Derfor var der fuld opmærksomhed på Kim Koch, da han tog ordet og gik i gang med præsentationen. 

-Vi skal i gang med ESG. Det er ligesom fodbold; Man bliver kun bedre, hvis man øver sig. Så vi kan lige så godt lære det stille og roligt, lød budskabet fra Kim Koch. 

Selvom ESG-rapportering er utroligt vigtigt for virksomheder og landbrug, og kun bliver mere vigtigt i fremtiden, er det ikke noget, som alle og enhver forstår fuldt ud. Derfor har Bæredygtigt Landbrug udviklet en ESG-ledelsesskabelon, som skal gøre det nemmere for landmænd at lave en fornuftig ESG-rapport. Det er et redskab som ifølge Kim Koch også kan integreres med SEGES ESGgreentool, og hvor man også bliver dækket ind med beskrivelser af S’et (Social) og G’et (Governance), hvor ESGreentool fokuserer meget på belastningssiden af E’et (Environmental). 

Kim Koch påpeger, at det skal være nemt at lave en ESG-rapport. For selvom mange har den opfattelse, at landbruget er en af de store klimasyndere, så er det også en industri, som gør meget for klimaet og bæredygtigheden. Det skal bare skrives ned. 

-Vi kan se det, når vi snakker med vores medlemmer, og hjælper dem med at skrive deres ESG-rapport. De har mange bæredygtige tiltag på deres landbrug, men de har ikke rigtig kunne vise det frem. Det kan de nemmere gøre med sådan en skabelon, fortæller Kim Koch som til mødedeltagerne fortalte, at 250 af foreningens medlemmer allerede har gjort brug af skabelonen, der gør det let at komme igang med rapporteringen på sit landbrug, men han påpeger, at også andre SMV’er kan have gavn af redskabet.


ESG som konkurrenceparameter 

Kim Koch er ikke i tvivl om, at en god ESG-rapport vil markere sunde virksomheder fremover. Han regner faktisk med, at den vil være lige så vigtig som en årsopgørelse i fremtiden. Det vil blive et konkurrenceparameter. 

-Kigger man på den finansielle verden, så kan vi se, at investorer helst vil investere i firmaer der har fokus på bæredygtighed. For det betyder en god ESG-rapport, forklarer Kim Koch. 

Det er ikke kun investorerne som kigger på bæredygtigheden, men også virksomheder og forbrugere. Som Kim Koch går igennem hans slides under præsentationen, danner der sig et tydeligt billede af et højere krav til bæredygtighed. Og skulle man være i tvivl, så kan man bare se på, hvordan nogle af de store danske firmaer forbereder sig på fremtiden. 

-Danfoss har for nylig oprettet en afdeling, som skal stå for at lave deres ESG-rapport. Hvor mange tror I, er blevet ansat der? spørger Kim Koch, de fremmødte. 

-To, er der en som svarer. Kim Koch trækker på smilebåndet, før han afslører svaret. 

-Danfoss har ansat 120 medarbejdere til den afdeling. For de forventer, at deres ESG-rapport bliver lige så vigtigt som deres årsregnskab. 

Kim Koch forklarer, at man hos Bæredygtigt Landbrug ser to typer firmaer, når det kommer til ESG-rapportering i øjeblikket. Dem som ikke skriver dem, og dem som gør. Det er ret tydeligt for ham at se, hvem der føler sig mest rolige.

Kim Koch afholdt på Farmbrellas netværksmøde i Agro Food Park den 11. maj workshop med deltagerne om ESG 

Er du interesseret i at høre hele oplægget fra Kim Koch, kan man finde det på Farmbrellas hjemmeside. Her kan du høre en dybere forklaring om ESG, og dets betydning for markedet. Du kan også høre mere om, hvordan landbruget har et mindre klimaaftryk end mange måske tror.